I min gamle lejlighed bor to af mine rigtig gode venner.
Der er ikke mange, i min vennekreds, der går under deres rigtige navn.
De fleste har et kaldenavn, eller bliver kaldt ved deres efternavn.
Derfor kommer jeg altid til at grine, hver gang jeg tænker på de to makkere og deres fornavne.
Det er som om de er ment til at bo sammen.
Men det er svært at lade være med at tænke på disse to makkere, når man siger Morten og Peter: