Det var en kort, men fin Roskilde Festival for mig i år. Jeg drog afsted fredag morgen og missede det tog, jeg havde pladsbilletter til. Heldigvis var de fleste, der skulle til festival, allerede taget afsted, så det næste tog var også fint. Men min tidsplan skred, og jeg kunne for én gangs skyld ikke bebrejde DSB for det. To togskift, en lang gåtur og den sædvanlige ulideligt varme ventetid i køen, hvor billet byttes til armbånd, senere kunne jeg gå i gang med at slå mit telt op. Det foregik lige bag Arena til Marie Keys første numre. Så snart teltet var oppe, skyndte jeg mig ind til koncerten, som var en virkelig fed start.

Bandet virkede overraskede og meget rørte over, at Arena var helt fyldt op med fans, der kunne teksterne. Nik & Jay optrådte som gæster på Ryg Mod Ryg, og selvom de var klædt ret tosset (den ene i meget korte nylonshorts, anorak og runde solbriller. Den anden i læderbukser og skjorte. Og nej, jeg ved ikke, hvem der er hvem), og jeg ikke kunne høre, hvad de rappede (prøv selv at høre denne VVS-udgave fra Train), bar deres attitude og samspillet med Marie Key det så godt igennem. De lader til selv at tro på det, og det er godt nok for mig.

Noget der ligner hele koncerten kan ses her.

Således opløftet gik jeg straks i gang med at beruse mig. Derpå fulgte koncerter med Dead Can Dance, de lige lovligt homoerotiske Turbonegro, legendariske og pænt slidte Bobby Womack. Lidt over kl. 22 forsøgte jeg at finde en plads til Rihanna, men der var alt for mange mennesker foran Orange, og så meget ville jeg det egentlig heller ikke. Så jeg gik tilbage til teltet og fik mig en god nats søvn til tonerne af først Kreator og siden Crystal Castles.

Lørdag begyndte stille og roligt med en artist talk med Thurston Moore, som en hel del kender fra Sonic Youth, der gik fra hinanden i 2011. Han lavede i 2012 et nyt band ved navn Chelsea Light Moving, og min plan var egentlig at se dem efter Metallica. Det blev dog ikke til noget. Mere om det senere. Thurston Moore sad altså på scenen i Gloria og fortalte om, hvordan det er stort set at hedde Thorsten (the hammer of Thor, you know..), og hvordan det er at være flyttet til London. Mens han talte og talte, savlede en svensk fan over ham i interviewer-stolen. Det ville nok have været mere spændende at overvære, hvis intervieweren havde været dansker, og Thurston Moore havde krydret samtalen med et enkelt nummer eller to. Da han var på Roskilde med Sonic Youth i 2005, spillede de to koncerter, men det er selvfølgelig også allerede ved at være en del år siden, og vi bliver ikke yngre.

Jeg gik glip af Kris Kristoffersen, hvilket jeg bitterligt fortryder. Til gengæld så jeg et par numre med The National, hvilket jeg også bitterligt fortryder. Men senere kom der knald på. Det lykkedes mig endnu en gang at komme i pitten til en koncert, som andre havde ventet hele dagen for at se tæt på. Og jeg blev ikke det mindste skuffet. Det var første gang, jeg så Metallica live, men det bliver forhåbentlig ikke den sidste. Det var 2½ times hitparade med eksplosioner, fyrværkeri og mere ild, end jeg havde forestillet mig, James Hetfield ville være tryg ved. En optur, der varer længe!

I ren kådhed havde jeg meldt mig frivillig til et par timers natarbejde, og ovenpå den koncert, var det meget passende. Jeg ville gerne have gået videre til Chelsea Light Moving, men i stedet styrtede jeg sammen med mine gavmilde værter - Arenas byggehold - over bag Arena, hvor vi fik en iskold cola og pakkede Sigur Rós' enorme sceneshow ind i deres to ventende lastbiler. Det endte med at tage 3½ time og være god underholdning. Hansen har lovet at skrive en seriøs anmeldelse af koncerten med Chelsea Light Moving til Wunderbaum 11, så det kan jeg i det mindste se frem til. Her er lidt flere billeder:

Peter Mygind havde gang i et eller andet med børn, der skulle kaste kondomer fyldt med vand. Det virkede upassende.

Det virkede passende.

Nyd den iskold.